Da Johnhard Joensen i 2003 blev slået ned, var han offer for et tilsyneladende umotiveret overfald, der ændrede hans liv for altid. Vi satte os for at undersøge, hvad det er, der får visse personer til at ty til vold, og om samfundet kan komme volden til livs?

Af Mathias Overgaard, Jeppe Vestergaard og Peter Lilja

Det er hen ad formiddagen, da Johnhard Joensen slår øjnene op. Det hvide sengelinned og det skarpe lys i loftet blænder ham. Han har ingen erindringer om, hvordan han er endt her, men i takt med at hans krop vågner, tager smerterne til i styrke. Johnhards ansigt er ømt og hævet, især i den højre side. Hævelserne har tvunget hans øje til at lukke i. Hvor længe han ligger i sengen, før han opdager, hvor han befinder sig, kan han ikke huske. Efterårssolen står ind ad vinduet på den stue, hvor han ligger alene. Faktisk er fraværet af andre mennesker, det første han lægger mærke til, da han den 21. september 2003 vågner op på Odense Universitetshospital.

Johnhard solo
Johnhard Joensen i 2002.

Hans moster er det første bekendte ansigt, der kommer ind på stuen, og det bliver hende, der giver ham beskeden: Natten før, til en fest i Skalbjerg Borgerhus, blev han offer for et overfald. Fra den efterårsnat i 2003 holdt Johnhards hukommelse op med at lystre ham. Scener, detaljer og episoder, der har udspillet sig for uger, dage eller minutter siden er forsvundet fra hjernebarken. Da han fik en omgang tæsk til en fest i et borgerhus i en lille fynsk landsby, blev det begyndelsen på et langt forløb, hvor Johnhard skulle lære at leve med en hjerneskade. Alt sammen på grund af en ølflaske og to voldelige mænd.

Dette er en historie om tilfældig vold, og en historie om et ungt menneske, der på et splitsekund får ødelagt sit liv og sine drømme. Johnhards historie er langtfra enestående. Hver eneste måned bliver uskyldige danskere udsat for overfald. I 2014 anmeldte cirka 14.000 danskere en voldsepisode, og det menes kun at være en lille del af de voldshandlinger, som danskerne oplever. Tal fra Justitsministeriets årlige offerrapport tyder på, at omkring 60 procent af voldstilfældene slet ikke anmeldes, og gerningsmænd går ustraffede derfra. Ofte slipper ofrene med knubs og forskrækkelsen, men for andre kan konsekvenserne af andres voldshandlinger forvolde permanent skade. For Johnhard blev konsekvenserne større, end for de fleste. Vi har sat os for at undersøge, hvad det egentlig er, der sker, når vi slår? Hvilke konsekvenser har volden for ofrene, og kan man lære at forstå voldspersonen?

FESTEN

Det skulle have været en lørdag ligesom så mange andre. Johnhard varmer op til aftenens fest sammen med sine gode kammerater. For et par måneder siden er flere af dem endelig blevet færdige med 10. klasse på Vissenbjerg Skole. Frie og klar til en ny tid.

Johnhard, Polly, Soster
Johnhard med sin mor Polly og søsteren Asta, til Johnhards afslutning på Vissenbjerg Skole.

 

Johnhard har længe været i tvivl om, hvad han vil efter sommerferien. Han ved, at han ikke vil direkte videre i gymnasiet, men drømmer om at tage en HG og så få arbejde i en butik. Men denne aften handler om noget helt andet. Ingen store fremtidstanker. Denne aften skal bare være en festlig aften med vennerne til den årlige fest i borgerhuset i Skalbjerg, der ikke er andet end en lille flække langs landevejen mellem Vissenbjerg og Tommerup.

Da Johnhard og hans venner ankommer til festen, er alting, som det plejer at være.

Dansabel pop brøler ud af højtalerne fra mobildiskotekets anlæg, mens diskolamperne i kulørte farver omkranser de dansende unge midt på gulvet i det lavloftede borgerhus. Aftener som denne følger som regel samme opskrift, fortæller Johnhard: Pigerne kommer for at danse, og drengene kommer for at drikke sig fulde.

Lige før Johnhard og hans venner træder ind ad døren til borgerhuset, er der en, der råber til dem. Det er en af drengene fra Tommerup, og han virker aggressiv. Johnhard råber til fyren, at han skal slappe af, inden han og vennerne fortsætter deres gang ind mod baren og det vibrerende dansegulv. Det er helt normalt og bestemt ikke første gang, Johnhard og vennerne har diskuteret med dem fra Tommerup. I denne historie kommer Tommerup til at spille en særlig rolle. Der er ikke mere end syv kilometer mellem Vissenbjerg og Tommerup. En tur på syv minutter på en tunet knallert. Er du ung i en af de to byer, er det bestemt ikke ligemeget, i hvilken by du har har adresse. I 2003 var der koldt blod imellem de unge i de to landsbyer. Ofte handlede det bare om, hvilket fodboldhold der vandt lokalderbyet i Serie 2, men de mange konflikter var efterhånden udmundet i en del sammenstød med knyttede næver, hver gang der var halbal i området. Johnhard var ikke typen, der deltog i slagsmål. Han havde kun én gang i sit liv slået en, og det var i folkeskolens mellemtrin, hvor en klassekammerat trak bukserne af ham.

Til dette års Skalbjergfest kommer rivaliseringen imellem de to byer igen til udtryk gennem vold, men denne gang er det Johnhard, der kommer til at spille en ufrivillig hovedrolle.

Klokken er næsten et om natten, og festen i forsamlingshuset er ved at slutte, da optøjerne eskalerer udenfor. Hvem der starter balladen, kan ingen huske, men Johnhard husker, at han forlader festlokalet, og går ud mod parkeringspladsen, hvor gruppen af unge fra Tommerup er vokset.

Et par minutter efter kommer Johnhards bedste ven, Anders Galthen, løbende ud af forsamlingshuset. Han har lige stået og danset med en pige, da han hører, at Johnhard er blevet slået ned ude foran forsamlingshuset. Dér på fodboldbanen ligger Johnhard bevidstløs. Slået ned af to Tommerup-drenge, som politiet tilbageholder blot få meter fra Anders. Snart må betjentene også tilbageholde Anders, da han løber hen imod de formodede gerningsmænd for at hævne sig. Kort efter kommer en ambulance til stedet og kører Johnhard væk. Mens Johnhard kører væk i ambulancen sætter Anders sig i en bil for at fortsætte byturen i Odense og for at finde nogen, han kan hævne sig på.

WEEKENDKRIGER

”Vold er en naturlig del af mennesket,” skriver den italienske professor i filosofi fra Pavia Universitet, Lorenzo Magnani. Vold er ikke kun et italiensk fænomen, men bestemt også en del af det danske samfund. En naturlig del af mennesket, der ofte kommer til udtryk, når unge og berusede mænd omkring de 23 år efter midnat i weekenden udøver deres voldelige natur med konsekvenser for andre.

I 2014 anmeldte 14.000 danskere en voldsepisode til politiet. Men flertallet af voldsepisoder bliver ikke anmeldt. 60% af alle voldstilfælde når ikke skrivebordet hos landets politistationer, og hvilke voldsepisoder, der er umotiverede, findes der ikke tal på.

Noget kan tyde på, at vi danskere tilsyneladende ofte forfalder til at gå hjem i seng, venter på at promillen falder i håb om, at aftenens overfald kun medfører et blåt øje og hovedpine.

På skadestuen i Skejby ved Aarhus finder weekendkrigernes ofre ofte vej til ledende overlæge, Ole Mølgaard.

– Vi oplever hver weekend, at der kommer nogen, der på den ene eller anden måde er blevet slået eller overfaldet. Det er jo desværre en almindelig og udbredt del af nattelivet, siger han.

Ligesom i fortællingen om Johnhard ser Ole Mølgaard med jævne mellemrum voldsofre, for hvem konsekvenserne rækker langt udover flænger og tabte tænder.

– For det meste er der tale om overfladiske skrammer, men vi ser også folk lide alvorlig skade. Jeg har sågar oplevet folk, der har været i livsfare, men der går heldigvis år imellem, fortæller Ole Mølgaard.

Siden 1995, hvor justitsministeriet for første gang begyndte at udgive offerrapporter med voldsstatistikker, er antallet af overfald, hvor våben er involveret steget med det dobbelte til 2014. Hvert femte overfald i 2014 involverede et våben. Særligt slagvåben er blevet en større del af volden.

– Når man taler med folk I de kriminelle miljøer, er der en opfattelse af, at der er kommet flere våben til, og det skærper jo grovheden og alvoren af volden, siger psykolog David Oehlenschläger, der i en årrække har arbejdet med voldsdømte i de danske fængsler.

Alvoren er også indtruffet, når man kigger på antallet af voldsepisoder, der ender med synlige skader. I 2014 endte over halvdelen af alle voldstilfælde med synlige skader. Skaderne får dog ikke alle ofre til at anmelde volden til politiet. Fire ud af ti voldsepisoder med synlige skader munder ikke ud i en politianmeldelse. Værre er det, når skaderne ikke er synlige. Her anmeldes 77% af sagerne ikke til politiet.

– Langt de fleste skader giver en udvendig påvirkning på kroppen. Men det er ikke altid, skaderne kan ses. Man kan godt have været bevidstløs eller have fået en alvorlig hovedskade, uden at det kan ses. Har man været udsat for vold, er det vigtigt, at man bliver undersøgt, fortæller Ole Mølgaard.

HUKOMMELSESSVIGT

Johnhard kommer hjem fra sygehuset allerede om formiddagen. Han går lige i seng og kigger op i loftet, mens smerterne tømmer ham for energi. Han falder hurtigt i søvn og sover tung til næste morgen. Her i sengen har han holdeplads i næsten en uge, mens smerterne langsomt fortager sig. I takt med at ømheden i kroppen dæmpes, lægger hævelserne omkring hans højre øje sig også. Det hele går fremad. Helt ligesom lægen på sygehuset spåede.

Men da han endelig begynder at kunne se ud af øjet igen, er alt sløret. Som at se verden gennem bunden af en knust ølflaske eller gennem en frossen rude. Det er her, Johnhards mor, Polly Nielsen, første gang kontakter det lokale lægehus og får en tid. Lægen mener, at øjet nok skal komme sig, men fortæller, at de skal vende tilbage, hvis det ikke bliver bedre. Det bliver det første af en lang række lægebesøg.

For alle andre ser det ud til, at Johnhard er kommet sig over de slag og spark, han modtog til Skalbjergfest, men det er kun, fordi han ikke fortæller, hvad han egentlig oplever. Johnhard har altid holdt det for sig selv, hvis noget gik ham på, også hans mor er i starten uvidende om, hvad der sker. Det højre øje ter sig, og han får hovedpine. Men det er ikke det værste, hverdagen er ikke, som den plejer. Han vælter ind i dørkarmene, og når han vil tage fat i ting, så vælter han dem. Den første gang han er til fodbold, står det skidt til. Normalt er Johnhard en målfarlig angriber, men denne dag kan han knapt nok ramme bolden.

– Der var ingen, der skulle have have ondt af mig, og jeg ville heller ikke selv tro på, at der var noget galt med mig, siger han.

Der går dog ikke længe, før folk omkring ham opdager, at der er noget galt. På arbejdet lægger kollegerne mærke til, at Johnhard glemmer selv de enkleste arbejdsopgaver. Derhjemme er Polly også bekymret.

– Engang hvor vi skulle med bussen til Odense, blev Johnhard ved med at spørge mig, hvornår bussen gik. Jeg svarede ham, men indenfor det samme minut stillede han mig samme spørgsmål tre gange. Det var surrealistisk, fortæller hun.

Da Johnhards hukommelse svigter, og øjet ikke bliver bedre, bliver han sendt til en øjenlæge. Johnhard har pådraget sig en alvorlig skade på synsnerven. Der er ingen udsigt til, at hans syn vil komme sig efter skaden, og hverken briller eller kontaktlinser vil kunne hjælpe.

– Det her er alvorligt, har I politianmeldt det?, slutter øjenlægen.

KOMMER SIDST, GÅR SIDST

Fysiske skader er en alvorlig og stor del af vold. Men når hævelsen har lagt sig, starter de psykiske problemer. Julie-Astrid Galsgaard, psykolog med speciale i viktimologi og ansat i organisationen Offerforum, ser ofte, at volden giver skader, der rækker ud over det synlige.

– En voldshandling er en overskridelse af ens intimsfære, men også ens forventninger til andre menneskers adfærd, og hvordan andre mennesker opfører sig. Det kan svække ens tillid til andre mennesker. Det kan også svække tilliden til tingenes tilstand. Er tingene som de er, og er verden et trygt sted, hvor man kan fare ud og tage udfordringer op?,” siger Julie-Astrid Galsgaard.

“Nu er det to år siden, det skete. Kan du ikke snart komme videre?”

Ifølge Julie-Astrid Galsgaard, er ovenstående en typisk sætning eller tanke hos de pårørende til et voldsoffer. De fysiske skader er for længst forsvundet, men der er stadig noget, der gør, at personen efter volden aldrig helt er blevet den samme. Noget, der kan være svært at forklare.

– De psykiske mén er dem, der kommer sidst, og det er dem, der går sidst. Mange havde især gerne været de psykiske problemer foruden. Mange voldsofre ville ønske, at de i stedet bare havde brækket armen eller forstuvet ankelen,” siger hun.

Volden giver en ny identitet, der kan have positive følger, som erstatning, ekstra omsorg, hensyn og anerkendelse. Men med offerrollen, følger der som regel også en række negative konsekvenser.

– Der følger nogle uskrevne pligter i forhold til at være et offer. Man kan opleve at miste en form for suverænitetsfølelse. Man er den svage, den passive. Man holdes fast i, at man ikke kunne forsvare sig. Man får en følelse af, at det hele er synd for mig, jeg er sådan en, der skal have medlidenhed og ekstra hensyn. Det gør, at man kan miste tilliden til, om man kan noget selv. Man bliver passiv og handlingslammet,” fortæller Julie-Astrid Galsgaard.

RETSSAGEN

Da det går op for Johnhard og Polly, at skaderne er mere alvorlige end først antaget, melder de sagen til politiet. Foråret 2004, et halvt år efter, at Johnhard blev slået ned, kommer sagen for retten. For første gang siden Skalbjergfesten skal Johnhard nu stå ansigt til ansigt med dem, der ødelagde hans syn og hukommelse. Han er nervøs, da han træder ind i retten i Odense. Han er i tvivl om, hvordan han vil reagere og beslutter sig derfor for ikke at sidde inde i retssalen, når de tiltalte skal vidne.

Polly
Polly Nielsen kommer fra Færøerne. Hun tog familien med til Danmark, da hun skulle læse til sygeplejerske. Dengang var Johnhard syv år gammel.

– Jeg var så rasende på dem og havde bare ikke lyst til at se dem, fortæller han.

Han bliver kaldt ind i retssalen for selv at fortælle om aftenen. Da han afgiver sin forklaring, bliver han bombarderet med spørgsmål.

Hvad var det præcis, der skete? Er du sikker på, at du ikke havde gjort noget inden? Hvordan ved du, at det her er gerningsmændene, når du ikke kan huske noget?

Johnhard kan stort set ikke huske noget fra den skæbnesvangre aften, og han får det med det samme ubehageligt. Han føler sig mistænkeliggjort, som om han er skurken.

– Det var så pisseubehageligt. Der var så mange ting, jeg ikke kunne huske. Jeg følte, at de ikke troede på mig, siger han.

Efter et langt forhør går Johnhard ud af retssalen igen uden at se på de tiltalte.

Mens Johnhard kun er til stede for at vidne, er Polly i salen under hele retssagen. I takt med at Johnhards tilstand er blevet værre, er vreden vokset i Polly. Hun er nervøs for, hvordan hun vil reagere, når hun for første gang skal se Johnhards gerningsmænd. Alligevel er hun ikke forberedt på den vrede, der rammer hende.

– Jeg var fyldt med had. Jeg var decideret hadefuld, og det var en følelse, jeg ikke kendte til, siger hun.

Det er især gerningsmændenes reaktioner undervejs i retssagen, der frustrerer hende.

– Jeg blev så oprevet, da de bare sad og grinede i retten. Jeg forsøgte at tænke, at de bare var unge drenge, der forsøge at spille seje. Selv overfor dommeren forsøgte de at spille smarte. De var sådan nogle, der prøvede at hævde sig selv ved at gøre det klart, at de ikke var bange for at slå, og det gjorde mig så vred, siger hun.

Inden retssagen havde Polly svært ved at dæmpe sine frustrationer. Hun forsøgte at besinde sig, men undervejs blev ubehagelige tanker ved med at dukke op.

– Jeg havde planer om en del. Jeg forestillede mig at gøre skade på dem. Jeg vidste det var forkert, men den følelse af, at de havde overfaldet ham og sparket ham livløs, og han ikke gjorde modstand, fik bare det hele til at gå i sort. Jeg tænkte på at kontakte nogen i undergrunden. Jeg overvejede også at kontakte deres forældre og fortælle dem, hvilken skade de egentlig har gjort, siger hun.

Polly gjorde aldrig alvor af sine hævntanker, og hun valgte at bruge sine kræfter på at få Johnhard på rette køl igen.

Inden retssagen vidste hun stort set ikke, hvad der var foregået den efterårsaften i Skalbjerg. Det var sulten efter at vide, hvad der havde forandret hendes søn, som fik hende til at æde vreden i sig og blive under hele retssagen. Det er først, da den ene af de tiltaltes kæreste aflægger vidneforklaring, at det for alvor går op for hende, hvad der var sket, og hvor brutalt det var. Johnhard mistede bevidstheden, da han fik det første slag, og mens han lå på græsset, fik han flere spark og en ølflaske i hovedet.

– Hun fortalte, hvordan han faldt ned som en slaskedukke, første gang han blev slået. Jeg glemmer aldrig, hvad hun sagde. Det var ekstremt stærkt.

De to tiltalte blev idømt henholdsvis to måneders ubetinget og et års betinget fængsel. Dommen var et lille plaster på såret, men hjalp ikke på de skader, som de to gerningsmænd havde forvoldt Jonhard. Et foreløbigt punktum, der senere viser sig blot at være et komma i Johnhards vej tilbage til en normal tilværelse.

DEN ONDE VOLDSMAND

Men hvad får voldsmanden til at forvolde så stor skade på ofre, der tilsyneladende er uden skyld? Kan vold være et udtryk for decideret ondskab begået af en, der af sadistiske lyster begår vold på uskyldige tilfældige? Ikke hvis man skal tro psykolog David Oehlenschläger, der arbejdede med kriminalitetsforebyggelse i de danske fængsler fra 2005 til 2013. Voldsforbrydere er drevet af noget helt andet end lyst. For udover at volden for nogle personer kan give en ligeså stor rus som en bane coke, er det mest af alt en søgen efter en forklaring på det uforståelige, der gør det belejligt at ty til ondskab som den eneste mulige forklaring. Men hvorfor begår gerningspersoner så tilfældige overfald på ofre, der tilsyneladende er uskyldige?

David Oehlenschläger har gennem sit arbejde i de danske fængsler været i kontakt med adskillige voldsforbrydere, der ofte lignede hinanden på en række punkter. De er ofte mere spændingsorienterede, risikovillige og er mere vrede og aggressive. Disse personlighedstræk, der er blandt de vigtigste faktorer for at forstå voldspersoner, opstår på grund af mangler i opvæksten.

– Der er nogle ting, voldsmændene ikke har lært. De har svært ved at kontrollere impulser, svært ved problemløsning, har kommunikationsvanskeligheder og springer derfor hurtigt til at bruge vold, når de skal løse problemer eller konflikter. Manglerne forstærkes yderligere, når de i de ældre barndoms- og ungdomsår kommer i kontakt med andre med de samme typer af problemstillinger. Så lærer de af hinanden, og vold bliver en normaliseret del af deres hverdag og måde at betragte verden på, siger han.

Når man behandler voldsdømte i de danske fængsler, fokuseres der derfor mest af alt på at få lært voldsmændene de færdigheder, som man i samfundet tager for givet. Men i denne proces er det ikke uvæsenligt at anerkende, at voldsmændene ofte får en hel masse ud af at udføre vold. Ifølge David Oehlenschläger findes den umotiverede vold nemlig slet ikke.

– For dem er verden et sted, hvor vold er en nødvendighed. Volden er nødvendig for at skaffe sig det, man vil, for at overleve og for at få respekt. Det er kort sagt en måde at klare sig på. Og jo flere gange, de bruger det, jo mere bliver det forstærket. For vold har jo også en tendens til at give nogle positive gevinster. Ellers ville de ikke gøre det, siger han.

Som offer kan det være ualmindeligt svært at få øje på gerningsmandens motiv, hvis man ser sig selv, som et uskyldigt offer, men for gerningspersonen er der altid et motiv. Det kan være, at offeret upåagtet har generet voldsmanden, men på en måde, som for ikke-voldelige personer ikke virker som en provokation. Men voldspersonerne er ofte meget sensitive overfor alt, som kan opfattes nedværdigende og angreb på deres status og respekt, som er noget af det, de er mest optagede af.

– Der skal ofte meget lidt til at provokere disse folk, bare en vittighed kan blive betragtet som en provokation. Vold bliver en hel normal udtryksform for disse personer, og giver dem en tilfredshedsfølelse i sig selv. Det er deres mest effektive redskab til at løse problemer. De får offeret til at holde kæft, han stopper med at kigge på dem, eller hvad der ellers provokerer dem. Det er desuden vigtigt at forstå, at de definerer vold på en helt anden måde. De kan ikke nødvendigvis forstå, at en knytnæve i ansigtet er vold. Vold er for mange af dem først, når du tæver en mand med et baseball-bat, så han ikke kan stå op igen, siger han.

FLUGTEN

Retssagen skulle have sat et punktum i historien om overfaldet på Johnhard, men hans tilstand bliver stadig dårligere. Endnu ved Johnhard og menneskene omkring ham ikke, at han har taget permanent skade, men Polly mærker sin søn forandre sig. Han bliver mere indesluttet, og han stopper med at spille fodbold.

– Før overfaldet levede Johnhard nærmest på fodboldbanen. Når han ikke var i skole, var det der, han var, siger hun.

Nu vil han pludselig ikke det længere. I det hele taget er der meget, Johnhard ikke længere gider. Skaden på det højre øje får hans hjerne til at arbejde på højtryk for at kompensere for det dårlige syn, og det dræner ham for energi. Når Polly beder om hjælp til små opgaver, undviger han. Når han bliver ved med at stille de samme spørgsmål, svarer hun og prøver at lade som ingenting. Men han kan som regel se det på hendes ansigtsudtryk: Nu har han gjort det igen.

Johnhards nye situation sætter forholdet mellem mor og søn på prøve. Polly forsøger at presse sin søn til at gøre nogle af de ting, han plejede at gøre, men det har den modsatte effekt på ham. Tanken om, at han aldrig bliver i stand til at fungere normalt igen, har bidt sig fast i hans hjerne, og det begynder at gå ud over hans selvværd.

Johnhard og soster
Johnhard og lillesøsteren, Asta.

Han er lige fyldt 18, og han kan ikke beskrive, hvad det er der sker med ham.

– Jeg blev ved med at presse ham. Jeg ville have, at det skulle være normalt igen, men det blev ikke normalt. Johnhard gik bare fra den ene fiasko til den anden, fortæller Polly.

Det bliver en kamp at få Johnhard til at tage del i de daglige gøremål i hjemmet, og hvis Polly beder ham om at slå græsplænen, går hendes søn helt i baglås.

Johnhards venner mærker også, at han har forandret sig. Naboens søn Jeppe kommer til at grine, når Johnhard gentager sig selv. Johnhard griner med, men det skræmmer ham, at han ikke kan huske, hvad han har sagt for et øjeblik siden.

– Han blev mere rolig og passiv, og han havde ikke rigtig samme livsglæde, som han havde før. Før det skete, var han altid frisk, men nu skulle der ikke meget til, før han fik hovedpine, fortæller vennen Anders Galthen.

En lyst til at forsvinde fra det hele begynder at forme sig i Johnhards hoved. I løbet af det halve år, der er gået siden retssagen, har han sluttet sig om sig selv. Han vil væk fra det pres, han føler sig udsat for. Kammeraten Mike er flyttet til Barcelona, og da de en dag taler sammen over telefonen, ser Johnhard en udvej.

Johnhard paa stranden
Johnhard på stranden i Barcelona.

Johnhard fortæller ikke nogen, at han overvejer at flytte til Barcelona, men han aftaler med Mike, at han kommer på besøg. Da han ankommer i Barcelona tidligt i 2005, oplever han en frihed, som han ikke har mærket i lang tid. Mike stiller ingen krav, de bruger dagene på at spadsere op og ned ad stranden, og aftenerne bruger de på at feste. Johnhard er kun i Barcelona i en uge, men beslutningen er allerede taget. Mikes lejlighed er stor, og der er et ekstra værelse.

Da Johnhard er hjemme igen, fortæller han Polly, at han har tænkt sig at rejse. Hun er ikke tryg ved ideen, men han er fast besluttet.

– Jeg var ikke vild med at Johnhard ville flytte, men kunne ikke nægte ham det. Han ville væk fra presset. Jeg tænker ikke på depression endnu. Det er først senere, siger Polly.

HÆVNEN

“Sådan én burde ikke sidde her blandt os.”

Et par mænd sidder på en bodega i København. De har lige opdaget, at en anden gæst er tidligere dømt for pædofili. De begynder at tæske ham og appellerer til andre om at deltage.

Episoden stammer fra en af de sager, som et hold af forskere i forskningsprojektet “vold i gaden, gadens vold” har undersøgt.

“Vi har en opfattelse af, at straf er noget domstole, myndigheder tager sig af. Men nogle grupper i samfundet mener ikke, det er tilstrækkeligt. De mener, de selv skal sørge for at skabe retfærdighed ved at straffe nogen, der fortjener yderligere straf. Vold, som er hævnmotiveret, kan ses som en måde at genetablere retfærdighed på,” fortæller Poul Poder, lektor ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet.

Foreløbigt viser forskernes resultater blandt andet, at vold i offentlige steder kan have et motiv som hævn eller retfærdighedssøgen.

“I et moderne samfund har vi et formelt retssystem, men også et uformelt. I det uformelle system foregår vold. Særlige grupper i samfundet, ofte økonomisk og socialt lavere rangerede grupper, har ikke så meget tiltro til retssystemet. De mener ikke, at retssystemet varetager deres interesser. Det giver en form for uformel retfærdighedsøkonomi,” siger Poul Poder.

Den amerikanske professor i sociologi Randal Collins skriver, at de færreste konfliktsituationener ender i vold. “Mennesket har nogle barrierer, vi skal overskride, før vi udøver vold. Vi har ikke hang til vold. Vi har hang til at interagere og undgå vold”. Den betragtning er Poul Poder enig i.

– Vold er ikke det, vi griber først til. Der er en nervøsitet, en spænding, vi skal overvinde i os selv, før vi udøver vold. Den spænding ligger i de fleste af os.

Når vi som menneske endelig griber til vold, kan det være motiveret af, at det er muligt at overvinde spændingen.

– Så længe folk er jævnbyrdige, så kan de råbe og skrige længe, uden det udvikler sig til mere. Volden opstår først, når der er en massiv overmagt. De tænker, nu har jeg muligheden for at angribe. Nu kan jeg vinde, siger han.

BARCELONA

Johnhard flytter ind i Mikes lejlighed, der ligger lige på Placa de Catalunya for enden af Ramblaen. Når Mike tager på arbejde, slapper Johnhard af i lejligheden eller går lange ture. Når Mike har fri, spiller de Playstation, tager på stranden eller går i byen. Sådan går de første måneder i Barcelona, og i en periode glemmer Johnhard, de ting han ikke kan. Han lever igen et sorgløst liv, han har lyst til at være i. Han får lyst til at arbejde igen, og Mike skaffer ham en stilling som telefonsælger. Da han skal til at begynde glæder han sig, men arbejdsglæden bliver flygtig. Hurtigt bliver Johnhard pinefuldt bevidst om, at han hverken kan huske, hvad han skal eller koncentrere sig om sine opgaver. Han bliver træt i hovedet næsten med det samme. Erkendelsen rammer ham som et knytnæve i ansigtet, og igen oplever han at være ham, der bare ikke kan.

Johnhard med to sweiziske piger
Mike dokumenterede tiden i Barcelona med sit mobilkamera.

Han når at arbejde som telefonsælger i godt halvanden måned, før han afleverer sin opsigelse. Nu er han igen hjemme i lejligheden, men føler sig ikke længere fri. Byen og menneskene i Barcelona virker nu ugæstfri.

Hverdagens pligter vokser sig over hovedet på ham, og han begynder at fantasere om døden. Døden ville ikke være en dårlig løsning på hans problem.

– Der skulle ingenting til, før jeg tænkte, at jeg hellere ville dø. Hvis jeg skulle tage opvasken, virkede det mere overskueligt at kaste sig ud af vinduet, siger Johnhard.

I dag griner han af det, men dengang fyldte selvmordstankerne hans hjerne.

Johnhard og meelis
Johnhard og lettiske Melis spiller Fifa i lejligheden.

Johnhard begynder at gå lange ture for sig selv. Det er mens han vandrer langs stranden, at det går op for ham, at hans hjerne måske har taget permanent skade af det overfald, der efterhånden ligger to år tilbage i tiden. Det giver så god mening: Det var der, nedturen begyndte. Den svigtende hukommelse, den invaliderende hovedpine, der kunne dukke op når som helst.

Den nye selvindsigt opsluger næsten Johnhard, da han går rundt i Barcelonas gader en lun sommeraften i 2005. Han går ad Ramblaen ned mod vandet og fortsætter langs kysten op til den enorme guldfiskeskulptur, Peix. Her sidder han længe og ser på lyset, der afspejles i skulpturen, og da det bliver aften, har han ikke lyst til at gå hjem. Han er nødt til at tale med nogen, men han ved ikke, hvem der vil forstå ham. Hele aftenen går han op og ned ad kysten uden at skænke det en tanke, at han ikke har fortalt Mike, hvor han er. Endelig beslutter han sig for, at han er nødt til at ringe hjem til Polly. Han lader telefonen ringe længe, men hans mor tager ikke telefonen.

– Jeg har brug for at snakke med dig, mor, skriver han i en sms.

Johnhard er som i en rus, og da han har skrevet sms’en, fortsætter han med at gå langs vandet. Det er for længst blevet mørkt, og da Johnhard bliver træt, falder han i søvn på stranden.

FRYGTEN

Johnhards historie viser konsekvenserne af det, medierne ofte kalder umotiveret eller tilfældig vold. Noget, der rammer et uskyldigt menneske. Konsekvenser, som offeret måske skal leve med resten af sit liv. Den slags vold skaber frygt, der kan gro i de fleste, når de er har læst den seneste historie om vold i medierne.

Medierne bidrager næsten hver dag med frygt, når de skriver om voldstilfælde:

Rå, meningsløs vold: Tre mænd slog en mand bevidstløs, derefter trampede og sparkede de ham i hovedet,” skriver Den Korte Avis.

Ord som “umotiveret” og “tilfældig” finder vej i avisoverskrifterne og signalerer, at volden kan ramme alle.

Avisernes overskrifter og vinkler tjener ikke et positivt formål, mener dele af filosofien. De giver ikke en forståelse af, hvad vold er. Det efterlader læserne ligeså uforstående over for vold, som de var, inden de læste en given artikel om vold.

Vi har talt med den italienske professor i filosofi, Lorenzo Magnani, der er forfatter til bogen, Understanding Violence. Han mener, at medier i dag spiller en væsentlig rolle, når vold forbliver forsimplet og i stedet lammer befolkningen. Ligeledes siger den slovenske filosof Slavoj Žižek i sin bog “Vold”, at  “Den overvældende forfærdelighed ved voldelige handlinger fungerer som en fristelse, der forhindrer os i at tænke.”

Individet er i fokus, når en tv-station skriver om, at en 17-årig er dømt for vold, fordi han har slået andre unge på sin gamle folkeskole.

Medierne fortæller om vold, hvor et enkelt individ vælger at udføre vold, og det er tilsyneladende uden mening og logik. Fokus er ofte på den enkelte terrorist, men der er intet fokus på samfundet omkring, hvor individet lever. Det kan være et eksempel på, hvorfor den dybe forståelse af volden mangler, mener Lorenzo Magnani.

– Når medierne udstiller vold som en handling begået af individer, udstiller medierne et syn på vold, som gør den forsimplet. Medierne viser konsekvent ingen interesse i den dybere mening af volden, og på den måde reproducerer og bidrager medierne til voldens forfærdelighed, skriver Lorenzo Magnani.

Johnhards fortælling bidrager sandsynligvis til, at vi som mennesker bliver bange og ikke tænker. For Lorenzo Magnani er tanker, netop hvad der skal til, hvis vold skal undersøges udover volden som konsekvens af en dårlig barndom eller forkert kemi i hjernen.

– Vold undersøges ofte ved indsamling af simple data, som fører til simple forklaringer af vold og en overfladisk forståelse af de mulige årsager til volden. Den slags undersøgelser fører sjældent til en egentlig forståelse af vold som fænomen, og derfor skal vold behandles på en dybdegående og mere filosofisk måde, hvis vi skal forstå den. I sidste ende kan det måske være med til at give en hypotese til en langsigtet løsning, skriver han.

– Vi skal som mennesker anerkende, at vi kan være voldelige væsener. Vi skal blive klogere på, at vi kan gøre andre skade, og hvorfor vi gør det. Anerkender vi det, så er det en vej til at acceptere vores ansvar. Forhåbentlig kan det være en hjælp til at nedbryde barrierer i vores hoved, som hjælper til, at vold ikke altid eskalerer. Det kan forbedre vores frihed og sikre et ejerskab over vores egne skæbner, skriver han.

HJERNESKADEN

Polly vågner til et ubesvaret opkald fra sin søn og en sms, hvor der står, at de skal tale sammen. Hun får en ubehagelig fornemmelse af, at noget er helt galt. Da hun endelig får Johnhard i røret, er han resigneret og fåmælt.

Kom hjem, beder hun ham, og allerede samme dag køber han en billet til Danmark.

Det er varmt og solen skinner, da Polly henter Johnhard i Kastrup Lufthavn. Hun er både spændt og ængstelig, da hun venter i ankomsthallen. Da Polly får øje på Johnhard, er han næsten ikke til at kende. Hans øjne er uden gnist, og han er klædt i en stor, tyk jakke og har hue på. Selvom det er varmt, fryser han.

Da de kommer hjem til Vissenbjerg, ringer Polly med det samme til Johnhards læge. Han får ordineret antidepressiv medicin, og bliver henvist til et senhjerneskadecenter i Vejle, hvor han flytter ind i foråret 2006. Her får han gnisten igen.

– Jeg havde brugt flere år på at føle mig som en fiasko, men i Vejle gav de mig selvtilliden tilbage, siger han.

Når man møder Johnhard i dag, er der intet, der afslører, at der her er tale om en mand, der i 13 år har levet med en hjerneskade. Hans øjne er opmærksomme, og han har en afslappet og selvsikker holdning, som han sidder henslængt i sin grå sofa.

Johnhard1
– Jeg har kun 16 procent syn på højre øje, men det er ikke blevet mat eller noget, så det kan man heller ikke se. Der er ingen synlige tegn efter overfaldet. – Johnhard Joensen

I dag er han 30, bor på en sidegade til Kochsgade i Odense. Det er 13 år siden, han blev overfaldet, men det er stadigvæk som om, hans hukommelse lever et liv, han ikke har nogen kontrol over. Noget kan han huske, mens andre ting forsvinder i tåger – sådan vil det altid være, det har han accepteret. Han blev tilkendt førtidspension i 2009, og han husker det som en lettelse, efter flere år med arbejdsprøvning og praktikforløb, han ikke kunne holde til.

Når han i dag fortæller sin historie, er det tydeligt at høre, at han har fortalt den mange gange før. Nogle gange er han også træt af at fortælle den.

– Det er hver gang, jeg møder nye mennesker, at jeg skal fortælle, hvad der skete. Folk spørger jo altid, hvad man laver, og når de hører, at jeg er førtidspensionist reagerer de altid sådan, “ej, men du er jo så ung!”, siger han.

Han vil helst gøre lidt grin med det, når han fortæller historien, for medlidenhed har han ikke brug for.

Hverdagen er langsom, men den fungerer. Han har stort set aldrig planer og står op, når det passer ham. Hvis han skal noget vigtigt, skriver han det ned. Han har mange af de samme venner som dengang, og selvom de alle har fået en karriere, går det ham ikke på. Han har aldrig nået at opleve et andet voksenliv, end det han lever i dag. Der er ikke noget positivt i at blive invalid i en alder af 17 år, men så alligevel: Han mener selv, at tabet havde været større, hvis det var sket i dag, og han havde en karriere og en familie.

De to mænd fra Tommerup har han glemt. De er lige meget for ham i dag.

– Jeg gider ikke blive ved med at hænge fast i det. Jeg stod det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og der var ikke noget personligt i det overhovedet, det var bare bad luck. Sådan er det, og det har jeg lært at leve med.

Reklamer